moskusokser-321x215Qiviut er det grønlandske navn for moskusuld. Det samme ord bruges i andre inuitiske lande. De moskusokser, vores uld kommer fra, lever vildt i området omkring Kangerlussuaq. Her lever omkring 10-15.000 moskusokser. Ulden fra okserne er især god i dette område, fordi det bliver ekstremt koldt med temperaturer ned til -40° celsius i flere måneder. Vi indhandler skindene fra de lokale fangere under vinterjagten.

Så starter det store arbejde, og en ting, der er meget vigtig for os er, at få ulden af så ren som muligt. Men for overhovedet at få adgang til den, må vi ind under de lange sorte dækhår. Dem klipper vi derfor af med en fåreklipper. I Grønland er det en gammel tradition, at man af respekt for dyret bruger alt, hvad man kan fra et fangstdyr. Det er let at se, hvis man kigger på dyr som sælen, der i århundreder har været nøglen til menneskets overlevelse i arktis. Men moskusoksen i Kangerlussuaq har en lidt anden historie. Den har nemlig ikke altid levet der.

Da moskusoksen kom til Kangerlussuaq

Moskusoksen blev indført i 1960’erne. Dengang kom 17 dyr til bygden. Den bestand er vokset gevaldigt, og i år 2000 besluttede det daværende Hjemmestyre, at de lokale fangere skulle lave en prøvejagt på dyrene – dette år fik fangerne lov til at nedlægge 300 dyr. Man fandt hurtigt ud af, at kødet var delikat, og det er blevet en favorit blandt mange lokale og besøgende. Men dengang havde man ingen anelse om, hvad man kunne bruge skindene til, så de blev brændt på den lokale losseplads. Husk på, at fangerne stod overfor et – for dem – helt ukendt fangstdyr. De skulle begynde helt fra bunden. Hvor på kroppen skulle man skyde det her dyr? Hvis du skyder den i skulderen, kommer kuglen retur. Hvis du skyder den i panden, kommer kuglen retur. Og hvor stor en kaliber skulle egentlig til, for at den blev liggende?

Guldet, der blev brændt

Anita Høegh (ejer af Qiviut) tænkte dengang, at skindene MÅTTE kunne bruges til et eller andet. Hun havde sammen med de andre kvinder i Kangerlussuaq brugt mange lyse sommernætter i fjeldet på at samle det uld, moskusokserne havde kløet af i grenene. Så hun vidste godt, hvad ulden var, og hvad den kunne.

Derfor lavede hun en aftale med nogle af fangerne om, at hun måtte købe deres skind. Dengang handlede det om småpenge. Men hun måtte lægge utallige timer i arbejdet, før hun endelig fik regnet ud, hvordan man bedst fik ulden af – så ren som mulig. Ved at klippe de lange sorte hår af med en fåreklipper og få direkte adgang til den varme underuld.

Blod, sved og hårdt arbejde

Når fangerne er på jagt, er det januar måned. Januar måned i Kangerlussuaq betyder mørke døgnet rundt og umenneskelige temperaturer. Så der er naturligvis stor forskel på, hvor meget tid, de bruger på at tage skindet af – og dermed også hvor ‘lækkert’ det er, når vi får det. Der kan sidde kødrester, blod, grene og andet skidt på bagsiden, og skindene vejer alt mellem 5 og 30 kg – alt efter ‘lækkerheden’.

Når de lange sorte dækhår er klippet af, kan vi komme i gang med det, der det sjove. Og det hårde. Underulden sidder nu blottet på skindet. Men det falder ikke af skindet af sig selv. Det skal rives af med en kam, der drives af håndkraft. På sådan et skind sidder der omkring 1 kg uld, og det tager mellem en time og halvanden at arbejde sig igennem det.

Ulden

Ulden deler vi op i to cirka lige store sorteringer. Vi er blevet så gode nu, til at få ulden af, at vores A-sortering er fuldstændig ren, når den kommer af skindet, og den kan sendes direkte i spinding. Den bliver oftest sendt til Hjelholt Uldspinderi i Danmark.

Vores B-sortering kræver rensning, inden det kan spindes. Med den har vi to muligheder. Eller som vi plejer at kalde det – så har vi et valg mellem pest og kolera.

Vi kan vælge at håndrense ulden. På denne måde har vi næsten ingen spild. Men den ultimativt bedste renser, vi har, kan rense 100 gram i timen, så det løber jo hurtigt op i timeløn.

Den anden mulighed vi har er, at vi kan sende ulden et sted hen, hvor de kan maskinrense det og derefter spinde det til det garn, vi bruger i vores strikkemaskiner. Her sparer vi en masse løntimer, men rensemaskinen er langt fra lige så fintfølende, som øvede fingre. Så hver gang den spotter et stift sort dækhår, så tager den ikke kun det ene hår. Den plukker en lille klump uld med hver gang. På denne måde har vi et tab på omkring 30 procent.

Det er en svær balancegang, og vi gør begge dele. Råmaterialet er begrænset til ulden på de dyr, der bliver nedlagt under vinterjagten, men vi skal også have noget færdig garn produceret.

Meningen med galskaben

Når vi får garnet tilbage fra spinderierne, går vi i gang med at farve en del af det. Det foregår al sammen hjemme i Anitas køkken i store gryder, hvor hun kan farve ti nøgler af gangen. Alle de farver, vi bruger, er miljøvenlige.

Når det så er gjort, kan vi og vores kunder endelig komme til at strikke i det fantastiske materiale. Og det er nemlig det, det er. Det er fantastisk varmt, det er fantastisk let. Det trick’er ikke de samme allergier, som mange andre slags uld gør, og det giver en ro til folk, der lider af kroniske smerter.

0

Start typing and press Enter to search